Viden & Indsigt

Mere tilgængelig version af udinaturen.dk

4. september 2023 af Jeppe Basse

Sådan åbner vi naturen for alle med avancerede beregningsmodeller

For mennesker med handicap er manglende viden om terrænet ofte den største barriere for en tur i naturen. Usikkerhed om adgangsforhold stopper ofte oplevelsen, før den overhovedet er begyndt. I et tæt samarbejde med Fellowmind, Naturstyrelsen og Videnscenter om handicap har vi lanceret en ny version af udinaturen.dk. Ved at kombinere tunge databeregninger med en gennemgribende WCAG-optimering har vi fjernet gætteriet og gjort naturen tilgængelig for alle

Ud i naturen
Frontløbere går tur ved Musholm - Foto af Marine Gastineau

Når manglende data skaber mure

Selvom lysten til naturoplevelser er stor, støder mange mennesker med handicap på barrierer, der gør det svært at bruge naturen. Udfordringen er sjældent kun det fysiske terræn, men i lige så høj grad manglen på valid information. Uden detaljeret viden om ruterne er det umuligt at planlægge, og det skaber en utryghed, der holder mange hjemme.

Opgaven var derfor kompleks: Vi skulle ikke bare bygge en ny hjemmeside. Vi skulle skabe en løsning, der kunne håndtere og formidle enorme mængder data om tilgængelighed – fra fysiske og sensoriske til kognitive behov – på en måde, der var let at afkode for brugeren.

Jeg er med til at arrangere ture for andre mennesker med handicap – både psykiske og fysiske handicap. Nu kan jeg udfordre mig selv med nye områder og tjekke, hvilke områder der er relevante at tage ud og undersøge, når jeg skal arrangere en tur. Det er vigtigt, at naturen er for alle, og vi får registreret de steder, hvor det kan lade sig gøre at komme på tur.
Rose-Maria Helle
Ud i naturen
Frontløberne i Natur for alle ved Musholm - Foto af Marine Gastineau

Fra rå geodata til brugeroverblik

Løsningen er bygget på et fundament af data og brugerinddragelse. Vi har taget udgangspunkt i den offentligt tilgængelige FKG-database og udvidet den markant. Det betyder, at kommuner og lodsejere nu decentralt kan tilføje specifikke felter omkring tilgængelighed.

Men data alene gør det ikke. Den tekniske motor bag det nye Udinaturen.dk kører en række tunge jobs i baggrunden, der sammenstiller millioner af højde- og breddegradspunkter. Det gør os i stand til at præsentere avanceret information i et simpelt interface:

  • Visualisering af terræn: Du kan nu se hele rutens forløb og stigningsprocent vist som en graf.
  • Detaljeret filtrering: Det er muligt at søge specifikt efter ruter uden trin, handicaptoiletter, shelters med lift eller ruter med lavt besøgsniveau.

  • WCAG 2.1 AA Optimering: Hele sitet er optimeret og brugertestet for at sikre, at selve den digitale oplevelse er tilgængelig for alle.

Resultatet er en løsning, hvor I nemt kan finde en rute, der matcher jeres præcise behov og muligheder.

Natur for alle kort
Eksempel på kort med faciliteter og højdekurve graf.
Vi ved, at mange gerne vil mere ud i naturen, men det har tidligere været svært at finde oplysninger om tilgængelighed. Nu kan man finde inspiration til planlægningen og informationer om fx hældningsgraden og længden på ruter, så man med ro i maven kan tage ud på tur – alene eller sammen med andre
Lærke Falstaff, projektleder for Natur for alle

Med opdateringen af Udinaturen.dk er tilgængelighed gået fra at være en ukendt faktor til at være konkret, målbar viden. Ved at lade teknologien håndtere kompleksiteten i baggrunden, giver vi brugerne friheden til at fokusere på oplevelsen. Det er et bevis på, hvordan intelligente datamodeller kan fjerne barrierer i den virkelige verden